Preach, Lady!

Nogle kalder det for 'negative følelser'. Jeg opfatter dem bare ikke som negative, så derfor kalder jeg dem ubehagelige. Så når jeg snakker om 'ubehagelige følelser', mener jeg de følelser, der ikke er rare at opleve, herunder bl.a. sorg og vrede.  Men egentlig er det også de af vores følelser, som andre mennesker oplever ubehag ved at vi udtrykker. De fleste af os er rigtig dårligt rustede til at rumme andre menneskers følelser, sandsynligvis fordi vi er dårligt rustede til at håndtere vores egne, så når vi fx ser et andet menneske græde, bliver mange af os overvældede af en trang til at trøste dem, så de holder op med at være kede af det. Vi ønsker at få den ubehagelige følelse de har til at forsvinde, fordi vi i virkeligheden har svært ved at være med den ubehagelige følelse vi selv får indeni ved at iagttage den anden være ked af det. Hvis vi forstår, at følelser som sorg og vrede er gode for os (når de bliver taget hånd om), at de er vigtige udtryk som via katars

Jeg har lige fundet ud af, at hele mit kommende kandidatsemester kommer til at foregå online. Det bliver pisseensomt og det dræber min motivation at sidde alene foran min computer hele dagen.  Jeg mangler social kontakt, fysisk kontakt, øjenkontakt. Jeg mangler at få mine sanser stimuleret. Jeg mangler sniksnak, hyggesnak og snak om alt og intet. Jeg mangler at udforske mig selv igennem interaktion med andre mennesker. Jeg mangler at føle mig som et levende menneske, der er en del af en levende verden. Jeg er udmærket klar over, at jeg er i en relativt heldig situation, for jeg har ikke mistet en indtægt, ingen jeg elsker er syge eller døde af COVID-19, jeg skal ikke agere underviser for hjemsendte børn, jeg arbejder ikke i sundhedsvæsenet etc.  Men jeg er stadigvæk pissetræt af at være magtesløs, alene og understimuleret. I dag tillader jeg mig selv at være sur og tvær, på den helt ukonstruktive måde, over, at jeg ikke kan få tingene, som jeg vil have dem, og at jeg ikke kan gøre en s

  Ligesom alle andre er jeg jo slet ikke god nok! Det er lige gået op for mig, sådan rigtigt, at jeg ikke føler, at jeg er god nok. Uanset hvad jeg gør og hvordan jeg fordeler min energi, vil jeg ikke føle mig god nok. Kognitivt og rationelt ved jeg jo godt, at det ikke er muligt at være perfekt på nogen som helst måde; den perfekte studerende, den perfekte kæreste, den perfekte datter, den perfekte søster, den perfekte veninde, den perfekte medarbejder etc., og jeg ved, at det er HELT OKAY ikke at være perfekt, og at det slet ikke er forventeligt at man er overhovedet tilnærmelsesvis perfekt.   Men alligevel, dybt inde i mit følelsesliv, hersker en følelse af ikke at være god nok. Den følelse medfører en angst for at være mig selv. Hvis jeg er fuldt ud mig selv og ikke holder igen med noget, eller undertrykker en følelse, eller presser mig selv til langt over grænsen, bliver jeg så stadigvæk accepteret? Er jeg stadigvæk elsket? Er jeg stadigvæk afholdt? I bund og grund: Bliver jeg uds

Jeg har skrevet om følelser før, og jeg har tænkt mig at gøre det igen. I denne omgang er følelserne sat i en fysiologisk kontekst, som gerne skulle kaste lidt lys over, hvorfor, det er vigtigt at lytte til sin krop. Intuition Mange tænker at kroppens signaler, "mavefornemmelsen", intuitionen ikke er brugbar, når det kommer til at træffe vigtige beslutninger, fordi vi tænker, at den er baseret på vage "fornemmelser" uden et reelt grundlag. Det er forståeligt nok, at vi tænker sådan, for de dominerende værdier i vores samfund er baseret på direkte målbare, objektive fakta, men når det kommer til bl.a. mellemmenneskelige interaktioner, så er intuitionen guld værd og det er vigtigt at forstå,  hvad  og  hvorfor  den er. Interoception og emotioner Som før beskrevet er en følelse et resultat af en emotion, altså en fysisk oplevelse, som er baseret på perceptionen af en given stimuli. Når man registrerer emotioner benytter man sig af sin  interoceptive sans,  a

Handmade highs Den sidste uges tid har jeg været fuldkommen høj. Høj på musik, dans, venner, nye relationer, solskin, fest og farver; jeg har været på festival. Denne pågældende festival er ikke bare en hvilken som helst festival, den er mit et og alt, den er mit hvert års højdepunkt, den er ridset ind i min hud med blæk og evig dedikation. Det er naturligvis Tønder Festival, der er tale om. Den er et parallelunivers, hvor jeg føler mig mere hjemme, end jeg gør i mit sædvanlige univers og hvert eneste år, runder jeg festivalen af med at stortude fordi, den er slut. Og hver år spørger min festival-buddy og jeg hinanden: "Hvorfor gør vi der her mod os selv?" Svaret er at vi ikke kan lade være. Det ville måske være rarere, at leve efter buddhistiske idealer, hvor man forsøger at vedligeholde et stabilt niveau af glæde, med hverken crazy highs eller crashing lows, men nej; vi vil hellere sumpe i vores post-Tønder Festival-blues i ugevis og føle os malplacerede i den virkelige v

...Om at bede om hjælp inden cisternen står i flammer. Hypotetiske eksempler Hvis du er kommet til at klippe en virkelig grim frisure på dig selv efter at have redt dine dreadlocks ud, så går du til en frisør og beder om hjælp til at rette op på skaden. Hvis du westler med en 2 meter høj mand og smadrer ansigtet ned i brostenene, så tager du på skadestuen og bliver lappet sammen. Hvis du kommer til at køre ind i en traktor og smadrer forskærmen på din nye bil, så tager du bilen til et værksted og beder om hjælp til at få skiftet din forskærm, så du kan komme ud at køre igen. Hvis du kommer til at smække dig selv ude sent om aftenen og efterfølgende smadrer låsesystemet i et forsøg på at komme ind, så ringer du til en låsesmed, så du kan komme ind i din lejlighed igen. I alle de ovenstående eksempler, som måske/måske ikke er sket i mit liv inden for de seneste otte år, er det klart at der bliver søgt hjælp. Så hvorfor er det ikke lige så åbenlyst at man skal søge hjælp, hvi