Om ubehagelige følelser

Nogle kalder det for 'negative følelser'. Jeg opfatter dem bare ikke som negative, så derfor kalder jeg dem ubehagelige. Så når jeg snakker om 'ubehagelige følelser', mener jeg de følelser, der ikke er rare at opleve, herunder bl.a. sorg og vrede. 

Men egentlig er det også de af vores følelser, som andre mennesker oplever ubehag ved at vi udtrykker. De fleste af os er rigtig dårligt rustede til at rumme andre menneskers følelser, sandsynligvis fordi vi er dårligt rustede til at håndtere vores egne, så når vi fx ser et andet menneske græde, bliver mange af os overvældede af en trang til at trøste dem, så de holder op med at være kede af det. Vi ønsker at få den ubehagelige følelse de har til at forsvinde, fordi vi i virkeligheden har svært ved at være med den ubehagelige følelse vi selv får indeni ved at iagttage den anden være ked af det. Hvis vi forstår, at følelser som sorg og vrede er gode for os (når de bliver taget hånd om), at de er vigtige udtryk som via katarsis kan transformere smerten til ro, at de er måder at anerkende det vi oplever indeni, så er det jo slet ikke hjælpsomt eller kærligt at få de følelser til at gå væk. Det er nærmere selvisk, fordi det handler om vores behov for at vi skal få det rart igen.

Andre mennesker udtrykker deres utilstrækkelighed i at håndtere følelser som aggressivitet i stedet for trang til at trøste. Det afføder udtryk som 'boys don't cry' og at kvinder er 'hysteriske/overemotionelle/dramatiske'. Ved at give den, der udtrykker en ubehagelig følelse, en følelse af skam ved at udtrykke sig, så vil de i mange tilfælde undertrykke følelsen i stedet. Sluge smerten og kvæle gråden. Og så er ingen rigtigt glade, men i det mindste slipper vi for at håndtere vores følelser.

 

Nogle af os, mig selv inklusive, har det modsat og oplever ubehag ved at iagttage mennesker som ikke udtrykker deres følelser. Den ophobede, smertefulde energi får det til at løbe koldt ned ad ryggen og så forsøger vi at få dem til at tale om deres følelser, så vi selv slipper af med den ubehagelige følelse vi sidder med. Vi dækker over det med ord som omsorg, empati, medfølelse og siger at "det er vigtigt at snakke om sine følelser", og det er det jo, men hvis behov er det? Lige nu og her, er det så fordi jeg har et behov for at snakke om dine følelser, fordi jeg ikke kan håndtere ubehaget? Er det min oplevelse af utilstrækkelighed i at gøre alle glade, der gør, at jeg har et behov for at vi snakker om dine følelser, så jeg i det mindste kan få en oplevelse af at jeg hjælper dig til at få det bedre i sidste ende? Eller er det fordi du rent faktisk er klar til at snakke om dine følelser?

 

En indskudt note her er, at det at give udtryk for sine følelser ikke behøver at være som et lille barn gør det: fuld smæk på uanset omstændigheder! Det kan sagtens gøres mere harmonisk. Først kan man starte med at få et indtryk: at mærke følelsen, trække vejret ind i følelsen, være i ro med sig selv et øjeblik og så kan man se, hvad der er behov for af udtryk: at fortælle nogen om det, skrive det ned, græde, sætte en grænse, råbe ned i en pude etc. Er man super zen kan man måske helt undlade udtrykket, men der tror jeg ikke helt vi er endnu. 
(Desuden kan det at græde betragtes som en selvkærlig handling, se fx https://www.ncbi.nlm.nih.gov/pmc/articles/PMC4035568/) 

 

Hvis du ser nogen være kede af det eller vrede, så lad dem have det som de har det i stedet for at tage følelsen fra dem. Skab et rum for dem, hvor det er okay at de har det, som de har det og spørg dem, hvad de har brug for fra dig. Fx ”Jeg kan se at du er (indsæt følelse). Hvad har du brug for lige nu?”, ”Skal jeg lade dig være alene?”, ”Har du lyst til at få et kram?”, "Vil du gerne have, at jeg sidder her sammen med dig? Vi behøver ikke snakke om det." etc.


Min hypotese er altså, at hvis vi lærer at være med vores egne følelser, at anerkende dem, mærke dem, holde lidt om dem, så vil vi også blive bedre til at hjælpe andre mennesker med at være med deres følelser. Det kræver nemlig at vi kan adskille hvad, der er dit og hvad, der er mit; om det er mit behov eller dit behov at kramme, om det er mig eller dig der har brug for at ændre følelsen.

Hvis vi lærer det, kan smertelige følelser gå fra at være noget, der skaber afstand imellem os, fordi vi skammer os og undertrykker dem, til at blive noget der kan forbinde os og bringe os tættere sammen.

 


Kommentarer

Send en kommentar

Populære opslag fra denne blog

Følelseshåndtering 101

Billede
Slip kontrollen For nogle år tilbage var det helt store catchphrase "slip kontrollen" og der blev skrevet bøger og holdt foredrag og man kunne komme på messe og drikke grøntsagsjuice og lære at give slip. Jeg kan sagtens følge en masse af pointerne i at slippe kontrollen, primært fordi jeg ikke mener, at vi, i det store hele, har kontrol over ret meget. Langt de fleste ting omkring os sker uden vores direkte indflydelse og det nytter ikke noget at tro, at vi kan kontrollere alting, for så bliver vi stressede og frustrerede, når vi mister denne opdigtede kontrol. Det nytter ikke noget at forsøge at gribe ud og holde fast i luften omkring os for at sikre, at vi ikke dør af iltmangel; vi kan ikke holde på den, vi kan ikke kontrollere den, så vi er nødt til bare at stole på, at der er ilt nok og at vi godt kan finde ud af at udnytte den.  Ligeledes gælder det med mellemmenneskelige relationer. Man kan sommetider have lyst til at holde fast i en relation og forhindre den i ...
Læs mere

Interlude

Billede
Hiya! Dette er en blog om relationer, selvudvikling, sundhed og alt andet, der er blot svagt forbundet med de tre. Hvorfor er denne blog blevet sat i verden? Fordi jeg har nogle virkelig profunde, nærmest geniale tanker om livet og alt hvad det indebærer og det ville være selvisk ikke at dele dem. Også fordi jeg er utilfreds med nogle ting og er af den overbevisning, at man ikke kan tillade at brokke sig, hvis man ikke er villig til at forsøge at skabe forandring. Hvad er grundlaget for bloggen? Personlige erfaringer og min professionelle baggrund som psykomotorisk terapeut. Hvorfor skal du læse den? For at reflektere med mig og blive klogere på dig selv og din verden. Bryg dig en kæk lille espresso eller måske en dejlig kop urtete, læn dig tilbage og værsgo' at nyd' en omgang Preach, Sister!
Læs mere

Festival, stoffer og blues

Billede
Handmade highs Den sidste uges tid har jeg været fuldkommen høj. Høj på musik, dans, venner, nye relationer, solskin, fest og farver; jeg har været på festival. Denne pågældende festival er ikke bare en hvilken som helst festival, den er mit et og alt, den er mit hvert års højdepunkt, den er ridset ind i min hud med blæk og evig dedikation. Det er naturligvis Tønder Festival, der er tale om. Den er et parallelunivers, hvor jeg føler mig mere hjemme, end jeg gør i mit sædvanlige univers og hvert eneste år, runder jeg festivalen af med at stortude fordi, den er slut. Og hver år spørger min festival-buddy og jeg hinanden: "Hvorfor gør vi der her mod os selv?" Svaret er at vi ikke kan lade være. Det ville måske være rarere, at leve efter buddhistiske idealer, hvor man forsøger at vedligeholde et stabilt niveau af glæde, med hverken crazy highs eller crashing lows, men nej; vi vil hellere sumpe i vores post-Tønder Festival-blues i ugevis og føle os malplacerede i den virkelige v...
Læs mere