FUCK DET HER CORONA-LORT

Jeg har lige fundet ud af, at hele mit kommende kandidatsemester kommer til at foregå online. Det bliver pisseensomt og det dræber min motivation at sidde alene foran min computer hele dagen. 

Jeg mangler social kontakt, fysisk kontakt, øjenkontakt.
Jeg mangler at få mine sanser stimuleret.
Jeg mangler sniksnak, hyggesnak og snak om alt og intet.
Jeg mangler at udforske mig selv igennem interaktion med andre mennesker.
Jeg mangler at føle mig som et levende menneske, der er en del af en levende verden.

Jeg er udmærket klar over, at jeg er i en relativt heldig situation, for jeg har ikke mistet en indtægt, ingen jeg elsker er syge eller døde af COVID-19, jeg skal ikke agere underviser for hjemsendte børn, jeg arbejder ikke i sundhedsvæsenet etc. 
Men jeg er stadigvæk pissetræt af at være magtesløs, alene og understimuleret.

I dag tillader jeg mig selv at være sur og tvær, på den helt ukonstruktive måde, over, at jeg ikke kan få tingene, som jeg vil have dem, og at jeg ikke kan gøre en skid for at ændre på situationen. Jeg makker ret og følger retningslinjerne og jeg respekterer alle de trælse beslutninger, der bliver truffet, for at passe på os alle sammen. Selvfølgelig gør jeg det.
Men bare fordi jeg sagtens kan se logikken og nødvendigheden af det hele, betyder det ikke, at jeg er okay med det. Jeg er ikke okay med det. Jeg er pissegal og frustreret og bange og dét er helt okay. Følelser er ikke altid rationelle, men de har deres plads og de må gerne fylde, for de kommer af noget autentisk og de betyder noget. Det betyder ikke, at man skal agere irrationelt baseret på de følelser (*host* Trump supporters *host*), men det betyder, at det er vigtigt at anerkende dem.

Hvis du også føler dig irrationelt og ukonstruktivt vred, så er det fandme i orden. I hear ya.


                                                                    Fuck this shitty Thursday <3 <3 <3 

         

Kommentarer

Send en kommentar

Populære opslag fra denne blog

Følelseshåndtering 101

Billede
Slip kontrollen For nogle år tilbage var det helt store catchphrase "slip kontrollen" og der blev skrevet bøger og holdt foredrag og man kunne komme på messe og drikke grøntsagsjuice og lære at give slip. Jeg kan sagtens følge en masse af pointerne i at slippe kontrollen, primært fordi jeg ikke mener, at vi, i det store hele, har kontrol over ret meget. Langt de fleste ting omkring os sker uden vores direkte indflydelse og det nytter ikke noget at tro, at vi kan kontrollere alting, for så bliver vi stressede og frustrerede, når vi mister denne opdigtede kontrol. Det nytter ikke noget at forsøge at gribe ud og holde fast i luften omkring os for at sikre, at vi ikke dør af iltmangel; vi kan ikke holde på den, vi kan ikke kontrollere den, så vi er nødt til bare at stole på, at der er ilt nok og at vi godt kan finde ud af at udnytte den.  Ligeledes gælder det med mellemmenneskelige relationer. Man kan sommetider have lyst til at holde fast i en relation og forhindre den i ...
Læs mere

Interlude

Billede
Hiya! Dette er en blog om relationer, selvudvikling, sundhed og alt andet, der er blot svagt forbundet med de tre. Hvorfor er denne blog blevet sat i verden? Fordi jeg har nogle virkelig profunde, nærmest geniale tanker om livet og alt hvad det indebærer og det ville være selvisk ikke at dele dem. Også fordi jeg er utilfreds med nogle ting og er af den overbevisning, at man ikke kan tillade at brokke sig, hvis man ikke er villig til at forsøge at skabe forandring. Hvad er grundlaget for bloggen? Personlige erfaringer og min professionelle baggrund som psykomotorisk terapeut. Hvorfor skal du læse den? For at reflektere med mig og blive klogere på dig selv og din verden. Bryg dig en kæk lille espresso eller måske en dejlig kop urtete, læn dig tilbage og værsgo' at nyd' en omgang Preach, Sister!
Læs mere

Festival, stoffer og blues

Billede
Handmade highs Den sidste uges tid har jeg været fuldkommen høj. Høj på musik, dans, venner, nye relationer, solskin, fest og farver; jeg har været på festival. Denne pågældende festival er ikke bare en hvilken som helst festival, den er mit et og alt, den er mit hvert års højdepunkt, den er ridset ind i min hud med blæk og evig dedikation. Det er naturligvis Tønder Festival, der er tale om. Den er et parallelunivers, hvor jeg føler mig mere hjemme, end jeg gør i mit sædvanlige univers og hvert eneste år, runder jeg festivalen af med at stortude fordi, den er slut. Og hver år spørger min festival-buddy og jeg hinanden: "Hvorfor gør vi der her mod os selv?" Svaret er at vi ikke kan lade være. Det ville måske være rarere, at leve efter buddhistiske idealer, hvor man forsøger at vedligeholde et stabilt niveau af glæde, med hverken crazy highs eller crashing lows, men nej; vi vil hellere sumpe i vores post-Tønder Festival-blues i ugevis og føle os malplacerede i den virkelige v...
Læs mere