Om ikke at være god nok

 

Ligesom alle andre er jeg jo slet ikke god nok!

Det er lige gået op for mig, sådan rigtigt, at jeg ikke føler, at jeg er god nok.

Uanset hvad jeg gør og hvordan jeg fordeler min energi, vil jeg ikke føle mig god nok. Kognitivt og rationelt ved jeg jo godt, at det ikke er muligt at være perfekt på nogen som helst måde; den perfekte studerende, den perfekte kæreste, den perfekte datter, den perfekte søster, den perfekte veninde, den perfekte medarbejder etc., og jeg ved, at det er HELT OKAY ikke at være perfekt, og at det slet ikke er forventeligt at man er overhovedet tilnærmelsesvis perfekt. 

Men alligevel, dybt inde i mit følelsesliv, hersker en følelse af ikke at være god nok. Den følelse medfører en angst for at være mig selv. Hvis jeg er fuldt ud mig selv og ikke holder igen med noget, eller undertrykker en følelse, eller presser mig selv til langt over grænsen, bliver jeg så stadigvæk accepteret? Er jeg stadigvæk elsket? Er jeg stadigvæk afholdt? I bund og grund: Bliver jeg udstødt fra flokken? Og er det på nogen måde muligt at forsøge at leve op til alle de interne og eksterne forventninger og samtidig føle at livet er værd at leve?

Frygt for social udstødelse er en urgammel oplevelse, som har været med til at sikre artens overlevelse (om dét så er en god eller dårlig ting, kan vi snakke om en anden gang), så den er forståelig nok, men det gør den ikke nemmere at håndtere, og måske den fylder lidt for meget i det moderne sind.  

Accelerationssamfundet, naturligvis

Faktisk undrer det mig, at det kommer bag på mig, at det er sådan jeg føler. Selvfølgelig føler jeg ikke, at jeg er god nok! Jeg er vokset op i accelerationssamfundet, som pacer os ved, at minde os om, at vi ikke er gode nok, men forsikrer os om, at det bliver meget bedre hvis vi baaare lige gør det ene og det andet. Jeg havde været et freak of nature, hvis jeg rent faktisk havde følt mig god nok - det havde været som taget direkte ud af Mean Girls (Millennials will know. Og interessant nok er dét den eneste scene fra den film, jeg kan huske)! 

Mit nye intellektuelle crush, sociologen Hartmut Rosa, har skrevet mange virkelig gode tanker om accelerationssamfundet. Han skriver bl.a. at accelerationen er et resultat af tidshunger: at vi simpelthen ikke har tid nok til at være konkurrencedygtige ("gode nok") på alle livets områder. Og kunne man så ikke bare være ligeglad med "konkurrencen"? Njaarh. Så ender vi nemlig igen ved risiko for social udstødelse. 

Meningen med livet er stressende

Som motivationsfaktor for at deltage i ræset nævner han selve meningen med livet; førhen fokuserede man på et "højere liv" efter døden, men nu handler det om livet før døden og om at få så meget fyld på livet som muligt. Jo flere oplevelser, jo flere rejser, jo flere erfaringer, jo flere materielle goder du har i dit liv, des mere fyld er der på dit liv, des mere har du levet i livet før døden. Samfundet arbejder derfor henimod, at så meget som muligt af verden skal være til rådighed, tilgængelig og opnåelig (deraf mange teknologiske landvindinger som fx transportmuligheder og kommunikationsformer). Om årsagen til ønsket om øget tilgængelighed skriver han:

    "The desire to increase our physical, material and social range is driven by the hope that we can find the right place for us, that we meet the people we really want to live with, the job that actually satisfies us, the religion or worldview which is truly ours, the books that actually talk to us and the music that speaks to us, etc." 

(Rosa, H., 2018, 'Available, accessible, attainable: the mindset of growth and the ressonance conception of the good life') 


Men som konsekvens fjerner vi os selv fra at være tilgængelige for verden, og så vil vi aldrig være i stand til at finde de mennesker, ting og steder, som ræsonnerer med os. Ganske ofte ender det med stress og burnout. Er det ikke bare paradoksalt? 

Så nu er det jeg tænker: "Gider jeg overhovedet være 'god nok', hvis det alligevel ikke gør noget godt for mig? Og er det muligt at melde sig ud at ræset, uden at ende som et udskud?"


Nu står jeg overfor tre udfordringer:

1.     Jeg skal finde ud af, hvad der ellers ligger og trykker i mit følelsesliv - hvem gemmer sig egentlig under alle rationaliseringerne og forestillingerne?


2.     Jeg skal finde en måde at acceptere, at jeg aldrig vil være så god, som jeg gerne vil være. Jeg skal integrere i mine følelser, at det er okay at være utilstrækkelig sommetider.


3.   Jeg skal finde en balance, hvor jeg er somewhat konkurrencedygtig og samtidig bevarer kontakten til verden omkring mig. Good luck.

 

En klog kvinde fortalte forleden, at hun har været den perfekte mor, fordi hun helt fra starten accepterede, at hun ikke kunne være den perfekte mor. Let that age old Kung-Fu wisdom sink in.
Først når du accepterer, at du ikke kan være så god, som du gerne ville være, bliver du god nok.

 

N'Imma Stay


Jeg har desværre ikke selv taget dette billede af Hartmut <3 (ovenfor) 


   
                                                    Jeg har selv taget dette billede af et får



 

Kommentarer

Send en kommentar

Populære opslag fra denne blog

Følelseshåndtering 101

Billede
Slip kontrollen For nogle år tilbage var det helt store catchphrase "slip kontrollen" og der blev skrevet bøger og holdt foredrag og man kunne komme på messe og drikke grøntsagsjuice og lære at give slip. Jeg kan sagtens følge en masse af pointerne i at slippe kontrollen, primært fordi jeg ikke mener, at vi, i det store hele, har kontrol over ret meget. Langt de fleste ting omkring os sker uden vores direkte indflydelse og det nytter ikke noget at tro, at vi kan kontrollere alting, for så bliver vi stressede og frustrerede, når vi mister denne opdigtede kontrol. Det nytter ikke noget at forsøge at gribe ud og holde fast i luften omkring os for at sikre, at vi ikke dør af iltmangel; vi kan ikke holde på den, vi kan ikke kontrollere den, så vi er nødt til bare at stole på, at der er ilt nok og at vi godt kan finde ud af at udnytte den.  Ligeledes gælder det med mellemmenneskelige relationer. Man kan sommetider have lyst til at holde fast i en relation og forhindre den i ...
Læs mere

Interlude

Billede
Hiya! Dette er en blog om relationer, selvudvikling, sundhed og alt andet, der er blot svagt forbundet med de tre. Hvorfor er denne blog blevet sat i verden? Fordi jeg har nogle virkelig profunde, nærmest geniale tanker om livet og alt hvad det indebærer og det ville være selvisk ikke at dele dem. Også fordi jeg er utilfreds med nogle ting og er af den overbevisning, at man ikke kan tillade at brokke sig, hvis man ikke er villig til at forsøge at skabe forandring. Hvad er grundlaget for bloggen? Personlige erfaringer og min professionelle baggrund som psykomotorisk terapeut. Hvorfor skal du læse den? For at reflektere med mig og blive klogere på dig selv og din verden. Bryg dig en kæk lille espresso eller måske en dejlig kop urtete, læn dig tilbage og værsgo' at nyd' en omgang Preach, Sister!
Læs mere

Festival, stoffer og blues

Billede
Handmade highs Den sidste uges tid har jeg været fuldkommen høj. Høj på musik, dans, venner, nye relationer, solskin, fest og farver; jeg har været på festival. Denne pågældende festival er ikke bare en hvilken som helst festival, den er mit et og alt, den er mit hvert års højdepunkt, den er ridset ind i min hud med blæk og evig dedikation. Det er naturligvis Tønder Festival, der er tale om. Den er et parallelunivers, hvor jeg føler mig mere hjemme, end jeg gør i mit sædvanlige univers og hvert eneste år, runder jeg festivalen af med at stortude fordi, den er slut. Og hver år spørger min festival-buddy og jeg hinanden: "Hvorfor gør vi der her mod os selv?" Svaret er at vi ikke kan lade være. Det ville måske være rarere, at leve efter buddhistiske idealer, hvor man forsøger at vedligeholde et stabilt niveau af glæde, med hverken crazy highs eller crashing lows, men nej; vi vil hellere sumpe i vores post-Tønder Festival-blues i ugevis og føle os malplacerede i den virkelige v...
Læs mere