Hjælp!

...Om at bede om hjælp inden cisternen står i flammer.

Hypotetiske eksempler

Hvis du er kommet til at klippe en virkelig grim frisure på dig selv efter at have redt dine dreadlocks ud, så går du til en frisør og beder om hjælp til at rette op på skaden.
Hvis du westler med en 2 meter høj mand og smadrer ansigtet ned i brostenene, så tager du på skadestuen og bliver lappet sammen.

Hvis du kommer til at køre ind i en traktor og smadrer forskærmen på din nye bil, så tager du bilen til et værksted og beder om hjælp til at få skiftet din forskærm, så du kan komme ud at køre igen.

Hvis du kommer til at smække dig selv ude sent om aftenen og efterfølgende smadrer låsesystemet i et forsøg på at komme ind, så ringer du til en låsesmed, så du kan komme ind i din lejlighed igen.

I alle de ovenstående eksempler, som måske/måske ikke er sket i mit liv inden for de seneste otte år, er det klart at der bliver søgt hjælp. Så hvorfor er det ikke lige så åbenlyst at man skal søge hjælp, hvis man døjer med noget i sine tanker eller følelser, som man ikke selv ved, hvordan man skal håndtere? Hvorfor har vi en indstilling til mental sundhed, der hedder, at man kun tager til en psykolog eller anden terapeut, hvis man er helt nede at skabe bunden og er fuldkommen brændt sammen? Du behøver ikke vente til du totalskader din bil, før du tager den på værksted (for så er det endda for sent), så hvorfor vente til du selv er helt ødelagt, før du søger hjælp til din mentale sundhed? Der behøver ikke mere til end at du står et sted på din personlige udviklingsvej, hvor du ikke ved, hvilken vej du skal gå for, at komme den retning du gerne vil i.

Kulturel indstilling til mental sundhed

Jeg forestiller mig, at vores modstand på at søge hjælp til psykiske udfordringer, er et resultat af mange års kulturel indstilling til styrke. Det er min opfattelse, at især mænd har modstand på at søge hjælp, og jeg tænker at det hænger sammen med rollen som den stærke beskytter og forsørger, mænd altid har haft og i høj grad stadigvæk har. Det bliver betragtet som en svaghed at bede om hjælp, fordi man så viser at man ikke selv kan klare sig og ikke er 100% uafhængig af andre mennesker, og hvis man er svag, så kan man ikke være en god beskytter og forsørger for sin familie - faktisk er man slet ikke en "rigtig mand".

Det samme gælder for kvinder, som både får pålagt sig og selv tager rollen som den primære omsorgsperson for potentielle børn, samt den der skal holde hjemmet rent, og vaske tøj, og lave mad, og skabe gode relationer til nær og fjern, og samtidig følge retten til at skabe en god karriere. Nogle kvinder kan på én eller anden måde godt klare alle de ting uden at implodere, men de fleste kan faktisk ikke, men det er bare ærgerligt, for kvinden har haft den rolle i så lang tid, at det forventes at hun skal kunne alt det, for ellers er hun ikke en god mor/hustru/partner etc. og hvis hun søger hjælp, så er hun "hysterisk", som man så delikat blev diagnosticeret for skræmmende få år siden.

Det er en styrke at kunne bede om hjælp

I virkeligheden er det en styrke at kunne bede om hjælp, fordi det er et tegn på selvindsigt og egenomsorg, og de fleste ved, at man skal passe på sig selv først for at kunne passe på andre. Hvis du insisterer på at kunne klare alting selv, så kommer du til at løbe panden mod muren gang på gang og så brænder lokummet altså, ligesom havregrøden og flæskestegen og alle de andre bolde, du jonglerer med. Men hvis du, modsat, kan se, hvornår det kommer til et punkt, hvor det går ud over dine evner og du beder om hjælp, så når der slet ikke at gå ild i det lokum, fordi du håndterer udfordringen inden det når at blive et reelt problem. Det er meget nemmere at holde hovedet koldt og være en god beskytter/forsørger/forælder/studerende/ven/medarbejder etc., hvis man viser sig selv den omsorg og styrke det er, at bede om hjælp.

Hvornår er det passende at bede om hjælp?

"Hey, jeg har sgu været noget energiforladt og trist på det seneste. Jeg tror, det kom efter vi fik ny leder på jobbet. Hende og jeg kommer ikke så godt ud af det med hinanden og nu er jeg så drænet, når jeg kommer hjem fra arbejde, at jeg ikke orker noget som helst. Jeg ved ikke, hvordan jeg skal håndtere det for at blive glad igen og have energi til at være sammen med min familie og mine venner."

Mere behøver der ikke til og mindre kan også gøre det. 

Du fortjener at have det godt, så hvis der er noget, der ikke er godt nok, så gør noget for at forbedre det. Det behøver ikke være en terapeut, der skal hjælpe, det kan være nok at tage en åben snak med en ven eller bekendt, du har lyst til at betro dig til - en bonus er endda at det kan styrke jeres relation. Dobbelt win.

Tag hånd om dig selv, respekter dine grænser og vis dig selv den egenomsorg det er, at bede om hjælp og støtte.