Kult og kronisk smerte

 

ADVARSEL! Følgende indeholder beskrivelser af tanker om selvskade. Hvis du har tanker om selvskade og har brug for hjælp, så kontakt Livslinien på 70 201 201.

 

"Kunne du tænke dig at blive medlem af vores kult? Vi lever under restriktive forhold med bøn og tilbedelse i 12 timer hver dag, og vi lever primært af majs og blod fra de baby-geder, vi ofrer til vores Gud." "Du må da være rablende vanvittig. Nej, jeg vil ikke være medlem." Sådan lyder svaret i de gode perioder. I de dårlige perioder, hvor jeg har ondt dag og nat, ville det kun kræve en mindre omformulering, for at jeg helt oprigtigt ville overveje det.

 

Kronisk, inden for sundhedsverden, betyder, at en given tilstand er langvarig (ikke permanent). Jeg har i over 2 år lidt af kronisk hovedpine, som vil sige, at jeg har ondt mere end 15 ud af 30 dage. I perioder på op til to uger ad gangen, er det hver eneste dag og nogle gange natten med. Det startede som en spændingshovedpine, som fik selskab af en hjernerystelse, og tilsammen udgør de en virkelig træls superduo af smerte. Smertestillende medicin hjælper ikke. Fysioterapi og kiropraktik hjælper ikke. Motion hjælper ikke. Jeg har endda fået en MR-skanning, fordi min neurolog ville sikre sig, at jeg ikke havde haft en hjerneblødning, siden ingen behandling virkede. Det havde jeg heldigvis ikke, men hvorfor har jeg så ondt!?

 

For 1½ år siden arbejdede jeg med hovedpine og hjalp kvinder med at slippe af med deres. Jeg troede, jeg vidste, hvad hovedpine var (i grove træk) og hvordan det kunne afhjælpes. I knew nothing. Først nu ved jeg, hvad det virkelig vil sige at have ondt i hovedet og jeg ved, at det kan blive langt værre end det, jeg oplever. Først nu kan jeg se, at flere af de kvinder, der opsøgte mig, havde hovedpineproblematikker, jeg intet kunne hamle op med. Først nu forstår jeg rigtigt den desperation og håbløshed, jeg så i deres øjne. Nu ser jeg den i mine egne blanke øjne.

Smerten dræner mig for energi, glæde og livslyst. Den forhindrer mig i at varetage et arbejde, i at ses med venner, i at klatre og motionere, i at male og være kreativ. Den forhindrer mig i at leve det liv, jeg holder af at leve. Nogle dage er angsten for, at smerten vil fortsætte resten af mit liv, værre end smerten i sig selv. Nogle dage er smerten så intens, at jeg dissocierer fra mig selv. Dissociation er en forsvarsmekanisme psyken laver for at beskytte sig selv mod ubærlig smerte. Det vil sige, at jeg skaber en form for afstand til dele af mig selv, fordi det er for svært at være ét integreret menneske, der skal rumme al smerten og angsten. Det er meget uhyggeligt. Det føles som at være fremmed i sit eget liv og sin egen krop. Jeg går rundt i mit hjem men genkender det ikke helt. Jeg kigger på min krop men mærker den ikke. Jeg kigger mig i spejlet og ser en meget trist kvinde og får ondt af hende.

Én enkelt gang var smerten og dissociationen så intens, at selvskade virkede ikke bare oplagt men logisk. Jeg husker at have vandret rundt på en kirkegård og grædt af smerte og af sorg over det liv, der smuldrede for mig. Jeg satte mig på en bænk og kiggede ned i jorden. Den bølgede under mine fødder. Om det var en smerterelateret synsforstyrrelse eller det var angst, er jeg ikke sikker på. Jeg forsøgte at trække vejret dybt og fokuserede på græsset. Lige i det sekund mærkede jeg en trang til at blive ét med græsset. Jeg ønskede intet andet end at blive til aske og lægge mig som et tyndt lag støv på de bølgende græsstrå. Tanken gav mig en foruroligende følelse af lettelse. Jeg havde ikke lyst til at leve mere. Ikke som menneske i hvert fald, måske som støvfnug på et græsstrå.

Min krop var så fremmed for mig, at det føltes som om vi var to separate enheder og at kroppen forsøgte at dræbe mig. Kroppen påførte mig så meget smerte og den forhindrede mig i at være glad, men hvis jeg nu kæmpede tilbage, kunne jeg måske vinde over kroppen og blive glad igen? Hvis jeg dræbte kroppen, inden den dræbte mig, ville jeg blive sat fri.

Fra et tredje sted så jeg mig selv tænke de tanker og blev atter ramt af en tung sorg. Hvor er det skrækkeligt synd for den del af mig, der tror at selvskade er en løsning. Ikke på noget tidspunkt havde jeg konkrete tanker om, hvordan jeg kunne blive fri af min krop. Det hele var abstrakt og virkelighedsfjernt, så jeg tror ikke, jeg var i reel fare for selvskade, men jeg er faktisk ikke sikker. Hvis den tilstand var fortsat, så ved jeg ikke, hvor jeg var endt. "Jeg" som jeg er, når jeg er et glad, raskt, integreret menneske, ville aldrig nogensinde være i stand til at gøre skade på mig selv. Men når det "jeg" disintegrerer, hvad sætter så rammerne for mine handlinger og mine rationaler?

Så hvis du var kommet til mig på det tidspunkt og havde sagt: "Hvis du slutter dig til vores fællesskab, vil din smerte gå væk. Vi har en helt særlig diet, som er nærende for sjæl og krop og vores praksis forbinder dig til en højere magt, som vil helbrede dig." Så var jeg blevet medlem af din kult.

Det har givet mig en større forståelse for, hvordan selv de mest groteske diktatorer og "ledere" igennem tiden har fået tilhængere. Desperate mennesker tænker ikke logisk og vil følge dig ind i meget mørke gyder, hvis du lover dem frelse.

 

Det er i sig selv meget sigende for, hvor voldsomt og hvor invaliderende det kan være for et menneske at være i nær konstant smerte - uanset hvordan smerten kommer til udtryk; fysisk, mentalt eller emotionelt. De tre hænger alligevel næsten altid sammen, så den ene type udløser den anden eller den tredje. Den fysiske smerte fører til sorg, frustration, vrede, afmagt, skam mv. og udmattelsen af alle de følelser oveni smerten kan føre til "brain fog" og en oplevelse af kun at være halvt til stede mentalt. Man bliver fremmed for sig selv, fordi den glade, energiske, nærværende version af en forsvinder. Tilbage sidder en fjern, tilbagetrukken og indskrumpet skygge af den person, man plejede at være. Dét kan atter føre til emotionel smerte i form af sorg, skyld og skam.

 

Det er langt fra altid, at du kan se på mennesker med kronisk smerte, at de har ondt. Faktisk tror jeg, at det er de færreste, der bærer synlige tegn på deres smerte. De fleste af os forsøger at holde hovedet højt og at gøre ting på trods af smerten. Vi sidder med til middagsselskabet og smiler og snakker med, men så snart du bryder øjenkontakten forsvinder vi ind i os selv igen, fordi det er så udmattende for os at "være på", når vi egentlig mest har lyst til at krølle os sammen i et mørkt rum. Det kan måske være svært at forstå, hvis du ikke har prøvet det. Men så prøv at forestille dig, at du er til ovennævnte middagsselskab og at der stikker en kniv ud imellem dine ribben. Du smiler og spørger ind til din venindes nye job, men hører du svaret? Nej. Du tænker selvfølgelig på kniven, der skærer sig ind i din krop og truer med at ende dit liv. Du ved selvfølgelig godt, rationelt, at du ikke dør af en hovedpine, men det er din krops overlevelsesmekanisme, der tvinger dig til at have fokus på det, der gør ondt, så du kan få det til at holde op. Problemet med kroniske smerter er bare, at der ikke er noget, du kan gøre, for at få det til at holde op. Så du sidder bare der og forbløder med kniven imellem ribbenene og smiler og nikker. Du er der halvt, aldrig helt, du ved det, de ved det, og det piner dig.

 

Hvis du kender nogen, der har kroniske smerter, må du for alt i verden ikke underkende dem og deres smerte, bare fordi, du ikke kan se kniven. "Men hun virkede da til at have det så fint forleden!" Ja, måske. Måske skjulte hun smerten for dig, fordi hun forsøger at opretholde et liv og nogle sociale relationer på trods. Måske havde hun det faktisk godt lige der og valgte at bruge sine gode timer med dig. Det er ikke din opgave at dømme og vurdere, men at rumme og anerkende. Det er det bedste, du kan gøre for at hjælpe.

 

 

Den dag på kirkegården ramte jeg bunden og som vi ved, skal man ned at ligge, før man kan rejse sig igen. Jeg er stadigvæk ikke helt oppe i lodret, men jeg er på rette vej og glæden og lyset fylder langt, langt mere end smerten.