Relationer, opmærksomhed og oplevelsesverdener... og sækkepiber

Det interpersonelle matrix og et nuværende øjeblik

Forleden havde jeg et skønt lille øjeblik med min roommate. Jeg tror ikke, han opfangede skønheden i det, men det gjorde jeg. Vi havde nemlig det psykologen Daniel N. Stern kalder et nuværende øjeblik i et interpersonelt matrix. Kort og forsimplet fortalt delte vi et øjeblik, uden ord, hvor vi var "tunet ind" på hinanden og var enige i vores oplevelse af situationen, om ikke kognitivt så affektivt.

Det interpersonelle matrix kan beskrives som oplevelsen af at "jeg ved, at du ved, at jeg føler..." og et nuværende øjeblik kan, i denne psykologiske kontekst, forstås som de situationer, hvor din opmærksomhed er på den situation, du befinder dig i netop nu. 

Love me some pipe

Senariet er dette: han sidder en stille morgen og spiser sin morgenmad i ro og mag, og pludselig kommer jeg spankulerende igennem lejligheden i cykelshorts (med seler og pude og hele mulevitten) til høj sækkepibemusik (det var lige stykket med den gode solo). Vi får øjenkontakt og ler begge. 

Situationen varede omkring halvandet sekund fra jeg kommer ud fra mit værelse til han opfatter, hvad der foregår, han fanger mit blik, jeg opfatter at det måske er en anelse usædvanligt at slentre rundt i den mundering til sådan et soundtrack, og vi begge ler af situationen. 

Jeg ved at du ved at jeg ved at...

Det interpersonelle matrix kom til udtryk i form af den indforståethed, der opstod imellem os i det splitsekund, vi havde øjenkontakt og grinte og uden ord sagde: "Hvad faen har du gang i, din kæmpe tosse?" "Nåh ja, det er vist egentlig ikke alle, der deler min forkærlighed for sækkepibesoli og cykelshorts - det her er faktisk lidt tosset." Han vidste, at jeg vidste, at han syntes, at jeg var tosset, og jeg vidste, at han vidste det. 

Kontekst og opmærksomhed

Det nuværende øjeblik bestod i, at min opmærksomhed blev fanget af det øjeblik, jeg befandt mig i, hvor den før havde været andetsteds. Jeg tullede bare rundt og gjorde min ting og var egentlig bare på vej ud på badeværelset, så mine tanker var måske på, hvad end jeg skulle ude på badeværelset, eller også tænkte jeg, lettere uengageret, på noget helt urelateret. Men idet mit blik mødte min roommates, blev min opmærksomhed flyttet hen på den situation, jeg befandt mig i og jeg så mig selv i den kontekst, jeg befandt mig i. Jeg blev pludselig opmærksom på mig selv, mit tøj og de lettere skingre lyde, jeg bragte med mig ind i den rolige stue. Havde jeg været til cyklist-træf i det skotske højland, var der intet udsædvanligt ved situationen, men i en lille lejlighed i København var det en anelse malplaceret. 

At blive konfronteret med sig selv

Ikke nok med at jeg så det som et fantastisk lille øjeblik i det relationelle rum, det startede også nogle refleksioner om selvbilleder og relationer. 

Som jeg gik rundt og hyggede mig og gjorde mig klar til min cykeltur, tænkte jeg ikke over, om der var noget usædvanligt ved det hele; jeg gjorde bare min ting og der var intet pudsigt over det overhovedet. Det var først, da jeg så mig selv med andres øjne, at jeg blev "konfronteret med mig selv", som jeg kalder det. Det var i form af den respons, jeg fik udefra, at jeg for et kort øjeblik så mig selv lidt som en tosse - på den elskværdige måde, selvfølgelig.
Når man bare går rundt i sin egen lille verden, bliver man ikke udfordret i sine tanker, sine måder at gøre ting på, sine holdninger osv., men lige så snart man indgår i et relationelt samspil, så får man respons på den person man er; man bliver konfronteret med sig selv. 

Konfrontationen kan være sommetider hård men den er et fantastisk udgangspunkt for personlig vækst og læring, fordi det er en invitation, eller i visse tilfælde et vink med en vognstang, til at reflektere over sin måde at være i relationer på.

Oplevelsesverdener

Når man indgår i en relation, bliver ens egen oplevelsesverden sat op imod en andens oplevelsesverden og ofte vil man blive overrasket over, hvor forskellige de to er. 

I min familie taler vi ofte forbi hinanden, fordi vores måder at opleve verden på er så forskellige, at det, som for én er fuldkommen indlysende, er ren mystik for en anden. Da er vores fornemmeste opgave så at være nysgerrige på hinandens verdener og forsøge at lære af hinanden og udvide vores egen verden. 

Hvis jeg får en respons, som jeg opfatter som negativ og ubehagelig, forsøger jeg at se situationen i et større perspektiv: "vedkommendes normalitetsbegreb, referenceramme og oplevelsesverden er forskellig fra min, så måske de føler sig provokerede/udfordrede af mine måder at gøre tingene på?" Efterfulgt af lidt introspektion: "Har den respons, jeg har fået, måske noget at gøre med min måde at indgå i relationen på? (her er svaret 99,8% af tiden "ja") Og hvad kan jeg gøre for at ændre på det?" 

I sådan en situation er det vigtigt at holde fast i sin kærlighed til sig selv, så man ikke føler sig uværdig til kærlighed eller føler sig forkert, bare fordi andre ikke forstår en; egenomsorg er både at kunne sige fra og at kunne erkende, når man skal ændre på noget.

Relationer, respons og selvbilleder

Hvordan selvbilledet bliver dannet på grundlag af den respons, vi får fra andre mennesker er et virkelig spændende emne, som jeg vil dedikere et andet indlæg til, for Sweet Baby Jesus, hvor er der meget at sige om det. 

Indtil videre må I nøjes med et billede af mig i cykelshorts, et link til en video af buttede mænd med sækkepiber ((som jeg har et lille fan girl crush på) https://www.youtube.com/watch?v=cRWrNAecZ4Y ) og en invitation til holde din oplevelsesverden op imod en andens og mærke, hvad det vækker i dig.

Det er virkelig svært ikke at se cool ud i cykelshorts og hurtigbriller