Mødet med den døde svensker

Er du bange?

I dag så jeg en død mand for første gang. Det var en beboer på mit arbejde, som havde været syg og døende i alt for lang tid. Han var en lille, gammel, højst elskværdig, skingrende sindssyg svensker.
Få dage forinden havde en kollega, som jeg her vil kalde Billy Ray, og jeg tilbragt en stund en sen nattetime sammen med ham. Vi sad bare lidt med ham. Jeg aede hans lille hoved med de indsunkne, våde øjne og de udhulede kinder.
- "Er du bange?" spurgte Billy Ray.
- "Ja" hviskede den lille svensker.
- "Det behøver du ikke være" svarede Billy Ray blidt og fortrøstningsfuldt, selvom han godt vidste, at det var ret omsonst at gøre sig klog på. Det virkede dog som det eneste rigtige at sige. Der er ingen, der ved, hvad der sker med "os", når vi dør, så der er muligvis absolut intet at frygte, men uvisheden og tanken om, at holde op med at eksistere lige med ét, kan være skræmmende og angstprovokerende.

Frygt som grundfølelse

Det må være et overlevelsesinstinkt, at være bange for døden, alene fordi vores fremtid efter døden er ukendt. Frygt som grundfølelse er installeret i os, for at vi kan fjerne os fra ting, som muligvis udgør en risiko for vores eksistens, og hvis noget er fremmed og ukendt, så ved vi jo ikke, om det er sikkert eller om det er farligt for os, så derfor har vi en hel naturlig tendens til at frygte det.

Overbevisninger

Man kan forsøge at modarbejde sine instinkter med tillærte opfattelser f.eks. ved religion, hvor man kan vælge at tro på, at man i døden møder sin skaber og måske bliver forenet i ren kærlighed - hvilket jeg personligt synes lyder ret lækkert. Man kan også tro på, at der absolut intet sker; hjertet holder op med at slå, lyset bliver slukket, farvel og tak, og så var dét det - hvilket egentlig også lyder helt fint i mine ører.
Jeg kan allerbedst lide tanken om, at når mit hjerte holder op med at slå, så forsvinder mit eksistensgrundlag og alt hvad jeg er, som fast enhed, og at jeg blot "lever videre" i de mennesker, jeg har berørt gennem mit liv. Ikke i den forstand at de mindes mig, men ved at jeg har påvirket dem på en måde, som de har integreret i deres liv. Hvis jeg har lært en person at være bevidst om deres krops signaler og de så integrerer det og lever resten af deres liv med opmærksomhed på deres krop, så lever jeg videre i form af den bevidsthed, også selvom vedkommende ikke tænker over, hvem der engang lærte dem det. Jeg lever også videre i de smil, jeg har bragt frem og de kram, jeg har givet. Jeg lever videre i den energi, jeg har spredt omkring mig. Et skvæt guddommelig genforening oveni dét og så er jeg godt tilfreds!

Jeg synes egentlig, det er meget fedt, at der er noget, som absolut ingen ved noget om. Man kan basere sine tanker og overbevisninger på nærdødsoplevelser, drømme, spirituelle åbenbarirnger, videnskabelige undersøgelser af døende, rationaliseringer osv., men faktum er, at vi simpelthen kun kan gisne om, hvad der sker med vores sind, vores bevidsthed, vores sjæl, om man vil, når vi stiller træskoene.

Gad vide om den lille svensker har en sjæl, som nu evaluerer på sit liv som sindslidende: "Ja, det var en spännande upplevelse. Vi lärde oss mycket av det, men det var inte lätt."
Hvis han har en sjæl, så mærkede jeg i hvert fald ikke noget til den. Han var længe væk, da jeg sagde farvel til ham.

Psykomotorisk terapeut, i livet og i døden

Jeg aede ham lidt på panden, som jeg havde gjort forleden nat. Han var kølig og fast. Og så kom kropsterapeuten frem i mig - jeg blev simpelthen så nysgerrig, så med tilladelse fra min kollega mærkede jeg på hans lille, spinkle krop; hans muskler var stadigvæk elastiske og relativt bløde. Jeg havde forventet, at han ville være helt stiv og ubevægelig 17 timer efter hans sidste hjerteslag, men det var han ikke. Han var lidt fastere i huden end han var forleden, men ellers ikke så forstenet, som jeg havde forestillet mig. På ryggen, hvor hans bluse var klipppet op for at kunne komme på, føltes han næsten varm, som han lå der i sin seng.
Som jeg forsigtigt mærkede på hans krop, følte jeg en blanding af omsorg, taknemmelighed og dyb respekt kombineret med en lille frygt for, at han ikke var død alligevel og ville vågne op og være fortørnet over, at jeg tillod mig at stå og trykke på ham.

Respons som grundlag for forståelse?

En anden spændende observation, jeg gjorde, var, at jeg ikke rigtigt kunne se ham... sådan rigtigt se ham, som man ser et menneske, man snakker med. Det var som om min hjerne ikke helt kunne forstå hans ansigt, måske fordi der ingen mimik var? Manglede min hjerne en form for feedback, en respons? Det interpersonelle rum, der skabes, når man er i kontakt med en (levende) person, uanset om man kigger på hinanden eller ej, manglede. Når man er i kontakt med et andet menneske reagerer begge de implicerede nervesystem på alverdens impulser fra hinanden, men når kun den ene part er levende, så mangler halvdelen af helheden. Jeg følte mig som en hund, der ikke kan forstå, hvorfor statuen ikke kaster den bold, man lægger for dens fødder. Jeg ved ikke, om det var den manglende respons, min krop reagerede på, men den følelse af ikke at kunne se og forstå ham, var det eneste lettere spooky over mødet med den døde krop.


Det var alt i alt en virkelig fin oplevelse, som gav nogle andre vinkler på mine hidtidige refleksioner omkring døden og livet og kroppen og interpersonelle relationer.
Hvad er dine tanker om døden?

Strøtanker til refleksion:

- Er ens person alene bundet op på den fysiske krops eksistens?
- Er man en krop eller har man en krop?
- Hvordan definerer du "dig"?
- Hvad er fundamentet for mellemmenneskelig kontakt?


PS. Tusind tak, lille svensker, for at have vist mig, hvor fin døden kan være.

Billedet er stjålet fra Unsplash